En boganmeldelse:





Vi har det så dejligt

-badehotellerne, gæsterne og postkortene, som de sendte

 

En meget flot postkortbog har for nylig set dagens lys. Postkortsamler og forfatter Lene Nørgaard Munch har foreviget de danske Badehoteller, bl.a. på diverse postkort. De gamle postkort og de danske badehoteller havde deres renæssance på omtrent samme tidspunkt fra ca. år 1900 – 1925.

I bogen er der et væld af gamle postkort – mange med tekster – sendt fra mange af landets badehoteller. Det ene smukke postkort efter det andet. Hertil kommer, at der meget ofte bliver sat historier på de forskellige hoteller, krydret med mange morsommere tildragelser og anekdoter.

På 230 sider kommer Lene rundt om rigtig mange af badehotellerne. Hvert badehotel har også fået en historisk gennemgang, naturligvis med fokus på deres storhedstid.

Som postkortsamler er det en fornøjelse at sidde med denne bog. Lene Munchs passion for postkortsamleriet fornægter sig ikke. Hun er kendt som en lidenskabelig samler af postkort – også af andre motiver end badehoteller. Og hun har en forkærlighed for de ypperste klenodier af de gamle postkort.

Lene redigerer tillige facebookgruppen ”Vild med postkort”, der har over 300 medlemmer. Her vises og kommenteres et utal af gamle postkort. En rigtig dejlig gruppe for en postkortsamler at være en del af.

Bogen kan anbefales alle postkortsamlere, og der er ingen tvivl om, at den også finder vej til badehotellernes læsestuer.

Oversigt over de badehoteller, der er omtalt i bogen

VI HAR DET SÅ DEJLIGT!

-BADEHOTELLERNE, GÆSTERNE OG POSTKORTENE, SOM DE SENDTE

Af Lene Nørgaard Munch

Forlaget Turbine

Udgivet 24. maj 2019

ISBN: 978-87-406-5358-8

Vejl. Pris 299,95 kr.




Tilbage til Artikeloversigten