|
Aarhus
3 vandreture på Frederiksbjerg
Fortalt
gennem postkort af Bjørn Eriksen
Bydelen
Frederiksbjerg fik sit navn i 1870. Forud herfor var området dækket af
opdyrkede marker, der ejedes af herregården Marselisborg eller Havreballegaard,
hvis hovedbygninger lå omtrent der, hvor Marselisborg Gymnasium i dag er beliggende.
I
begyndelsen af 1800-tallet solgtes fra herregårdens hovedparcel 80 tønder
land, beliggende umiddelbart syd for banelinien. De 80 tønder land blev
udstykket og opkøbt af 12 større grundejere, hvoraf etatsråd Mads Pagh Bruun var den største.
Bruun, der boede på Jægergaarden, startede herefter opbygningen af
industriforetagender i området. Af virksomheder, der her så dagens lys, var
bl.a. Klædefabrikken ved den
nuværende Brammersgade og lidt
senere blev også Sukkerfabrikken
opført her. Derefter fulgte de helt store virksomheder, Aarhus Palmekærnefabrik (senere Oliemøllen) og Statsbanernes Centralværksted.
Tiden fra 1850
Området
var stadig beliggende i Viby Sogn. Fra midten af 1850´erne var der stor
tilstrømning fra oplandet til netop dette nye område, hvor der var rige
muligheder for beskæftigelse. I 1874
blev de 80 tønder land indlemmet under Aarhus Kommune. Kommunegrænsen, der
hidtil havde fulgt banelinien blev herved forskubbet sydpå til en linie,
der lå umiddelbart nord for den nuværende Ingerslevs Boulevard/Odensegade.
Aarhus
Byråd indgik en aftale med M.P. Bruun.
Bruun skulle afgive jord til anlæggelsen af den senere M.P. Bruuns Gade mod at kommunen til gengæld påtog sig at bygge
en bro over jernbaneslugten med tilhørende gadeanlæg. Med denne aftale
voksede Frederiksbjerg med forbløffende hast, og i løbet af kort tid var
alle 80 tønder land bebygget. Byens muligheder for udvidelser mod syd var
dermed opbrugt.
Befolkningstilvæksten
til Aarhus var imidlertid enorm. I 1890 måtte byrådet igen i gang med
forhandlinger om udvidelser mod syd. Denne gang med godsejeren selv,
daværende indenrigsminister H.P.
Ingerslev.
Købet
blev effektueret i 1898, hvorefter Aarhus Kommune overtog alle de jorder,
der hørte til Marselisborg Gods.
Byens
stadsingeniør Oscar Jørgensen
blev anmodet om at udarbejde et forslag til bebygggelsesplan for det nye
område. Byrådet opfattede dog forslaget som stift og upraktisk. I stedet
blev det overladt til kongelig bygningsinspektør Hack Kampmann (1856-1920) at forholde sig til planen.
Hack Kampmann laver sin enestående
planskitse i 1898
Kampmanns
plan forelå i 1898 i form af ”Forslag til Bebyggelsesplan for en Del af
Marselisborg Grund”. Denne plan var til gengæld udarbejdet efter både
kunstneriske og funktionelle hensyn.
Den
nye plan vakte begejstring og kom til at danne grundlaget for det, vi i dag
kender som Frederiksbjerg. Af
undtagelser fra planen kan her nævnes, at Kampmann havde tænkte sig den
brede boulevard – Ingerslevs
Boulevard – ført helt frem til Sct.
Pauls Kirke. Byrådet ville kun gå med til boulevard en del af
strækningen, fordi der var behov for flere boliger. Det betød så, at Odensegade i stedet blev dannet med
boliger på begge sider af gaden.
Hack Kampmanns plan blev kaldet
for et enestående fænomen indenfor dansk byplan. I Jens Erik Sørensens bog ”En byplansag i Aarhus” blev den kaldt:
Et enestående
fænomen indenfor dansk byplan. Det havde ingen forgængere og fik ingen
efterfølgere i Danmark
|